Kend målgruppen, og tilbyd relevant en freebie

Gæsteindlæg af kommunikationsrådgiver og tekstforfatter Majbritt Lund

Ja, du skal have en freebie. For de allerfærreste, der ikke kender dig endnu, er så interesserede i din kunnen, at de gerne vil have dit nyhedsbrev – sagt lidt firkantet. Især fordi nyhedsbrevets primære force er, at læserne lærer dig at kende gennem nyhedsbrevet – altså når de først er kommet på det.

Og bare rolig.

Du behøver ikke udvikle den mest omfattende freebie. Nogle gange kan du lave en på få timer. Eller måske har du allerede egnet materiale, du kan bruge.

Det vigtigste er, at du lover dine læsere noget, der er så attraktivt, at de vil aflevere deres mailadresse, så du fremover må lande i deres indbakke (og forstyrre dem, mens de laver noget andet).

Men hvordan finder du ud af, hvad de gerne vil have? Om de eksempelvis foretrækker en grundig guide eller en hurtig tjekliste? Ja, kender du din målgruppe godt, kan målgruppen give dig svaret.

 

4 forskellige målgrupper – 4 forskellige freebier

Arbejder du efter segmenteringsmetoden kundetyper, kan du let regne ud, hvad din målgruppe foretrækker.

Du får lige en kort intro til kundetyperne:

Her er tale om en segmenteringsmetode, der består af 4 arketyper med hver sit købsmønster.

Derfor reagerer de på 4 forskellige former for markedsføring.

Og når du har valgt hvilken arketype, du foretrækker at have som kunde, har du også et sæt retningslinjer for, hvordan du skal ramme kundetypen markedsføringsmæssigt, og hvordan du kan sikre det gode samarbejde, efter han er blevet kunde.

Kvinde skriver e-mail

Alt efter kundetypen kan du lave følgende 4 forskellige freebies:

  • Få hemmeligheden bag næste års trends
      • En håndholdt video, du selv laver, så du kan udskifte den igen i takt med, at trenden skifter (til kundetypen, der foretrækker hurtig inspiration)
  • 3 nemme yogaøvelser, du let kan lave
      • Video, så publikum både kan se øvelserne og lære dig at kende.
        Kort præsentation af din personlige grund til at lave yoga (til kundetypen, der køber ind på mennesket bag)
  • De 5 spørgsmål du skal stille, før du indgår nye kontrakter
      • Kortfattet tjekliste med en præsentation af dig, der understøtter, hvorfor du er kvalificeret til at udtale dig om emnet (til kundetypen, der søger kontrol og effektivitet)
  • Sådan afkalker du dit toilet + plan for fremtidig vedligeholdelse
      • Punktlig gennemgang af processen (til kundetypen der vil forstå en proces. Evt. for at løse en opgave selv)

Kundetypen giver dig også svaret på,

  • om du skal have finpudset alle detaljer, eller om det vigtigste er, at målgruppen får svaret hurtigt eller lærer dig at kende
  • hvordan freebien helt konkret skal udformes. Herunder hvilke billeder, grafik og ord du skal bruge.

Vi tekstforfattere, der arbejder med kundetyper, har derfor flere hundrede ord, der rammer hver af kundetyperne.

Derfor ved vi, om de foretrækker ordene

  • hemmelighed, overraskelse, forpremiere, mystisk
  • omsorg, mærke efter, føle
  • strategi, optimere, AI, effektivt
  • proces, troværdig, loyal, forudsigelig

Så når du arbejder efter en kundetype, rammer du den rette meget mere præcist, og samtidig sparer du tid og penge til fejlskud.

Uanset om vi taler freebie, nyhedsbreve, hjemmeside eller din øvrige markedsføring.

Om skribenten

Majbritt Lund er uddannet journalist og har drevet sit eget kommunikationsfirma siden 2007. Her rådgiver hun sine kunder om strategi og markedsføring og skriver deres markedsføringstekster eller lærer kunderne at skrive teksterne selv.

2017 blev hun certificeret i emotionelle kundetyper blandt de første i verden.